Den skønne kvinde foldede sine hænder,

>Giv mig nåde, og tag mit unge liv<



Agnete faldt i græsset,

jeg kan fortælle dig blomsterne vistned derved.



Fuglene sang højt på kvist:

>Nu dør du Agnete! Det vidste vi forvidst.



I tusmørkets time, mens solen gik ned,

der skælvede hendes hjerte, der faldt hendes blik.



Bølgerne steg med vee og ak,

så stille blev liget trukket til havets bund.



Der flød hun tre dage efter sin død,

da bølgerne skyllede hende til standens bred.



Den lille dreng der så tidligt vogtede gæs,

der fandt han Agnete opskyllet på det næs.



I sandet grav han hende ned bag en sten,

den skærmer nu for bølgerne de trætte ben.



Hver morgen og hver aften er ligstenen våd,

det kalder byens piger for Havmandens gråd.