​Adam Oehlenschläger (1779-1850) skrev i 1802 digtet "Guldhornene". De to guldhorn, der kort tid forinden var blevet stjålet fra Kunstkammeret i København og omsmeltet af en guldsmed, stammede oprindeligt fra ca. 400 e.kr, og de blev fundet i Sønderjylland i 1639 og 1734.





​

I digtet bliver der bliver fortalt om hvordan arkæologerne leder i gamle bøger og i jorden efter guld eller spor fra fortiden, men de finder intet. Guderne mødes i himlen og beslutter at de vil lade en ung jomfru finde en helligdom. Pigen kommer dansende og drømmer om kærlighed idet, hun snubler over hornet. Igen forsøger arkæologerne at finde mere på det sted, for at udvide skatten, men de finder intet. Der går hundrede år og guderne mødes igen. Guderne beslutter, at denne gang skal en ung mand finde skatten. Manden finder den en dag, da han er ved at pløje marken. Senere tager guderne gaverne tilbage, da de ikke mener, at mennesket forstod at værdsætte gaverne. Det var ikke meningen at de skulle stilles til skue, men de skulle have været brugt til at ære guderne.

​