Den blå Anemone er et prosadigt skrevet af Kaj Munk i 1943 under besættelsestiden. Kaj munk plantede sit frø på Lolland og efter en tid i medgang og modgang var hans lille frø endelig ved at springe ud og blive en flot blå anemone. Dette sted er blevet markeret med en mindesten, der hvor Kaj Munk gik hver morgen og besøgte sin anemone.Digtet er skrevet i jeg-fortæller-formen. Den indeholder rigtig mange følelser og tanker med i den som er med til at gøre det til et prosadigt.

 

Den er også bygget meget op med forskellige rim. Et eksempel kan være klaverrim som han bruger rigtig meget i sit digt. Det betyder: at første og sidste vers, og andet og tredje vers i en strofe rimer. Man betegner det a-b-b-a. F.eks.: For denne rene Farve/ den er mig som en Vaarens Daab/ den la'r mig nyfødt arve/ en Evighed af Haab.

 

Digtet beskriver hvordan Kajs anemone spirede og voksede og hvor meget kærlighed han har til den. Han er meget bange for at den og dens rene farve dør.Jeg tror at temaet i digtet har noget at gøre med romantik. At man skal holde af dem man elsker og pleje dem så meget man kan. Derudover skal man (ligesom den blå anemone) kæmpe for at overleve. Kaj Munk troede at anemonen ville dø, men efter en del kærlighed var den ellers svage anemone, sprunget ud og var blevet stor og smuk.Jeg synes at digtet giver god mening og de forskellige følelser digtet har giver en god klang og som digtet bliver sunget her: http://www.youtube.com/watch?v=c2Hd_aJAGAk bliver det rigtig smukt.