Paradis

 

Bedemanden, der ikke har nogen livslyst, går til hverdag på arbejde i hans bedemands-butik, hvor han dresserer folk, ligger dem pænt i kisten og ætter låget på. Når de døde ligger i hans butik og han er ved at dressere dem, snakker bedemanden og de døde tit sammen. En dag får han en ung pige på besøg. Bedemanden ser hende for at være speciel, da hun havde så meget i sit liv hun ikke havde nået. Det giver ham en vis lyst til at prøve noget nyt.

 

Hver dag til arbejde har bedemanden afvist blomsterdamen, men lige i dag tog bedemanden imod rosen og gik ud og lagde den på den specielle piges grav.

Næste dag fik han besøg af en tyk dame der råbte og skreg af bedemanden fordi han ikke havde noget han ville og det fik sat nogle tanker igang i bedemanden. Han blev mere åben og billederne i bogen blev farverige som en betydning på at han var mere åbensindet og glad.

 

Fortælleren er en alvidende 3. persons-fortæller, da vi får en masse tanker fra både bedemanden og den specielle pige i teksten, som f.eks. "Det samme tænker den unge pige" og ”Bedemanden synes ikke det kommer nogen ved at han ikke har en kone..”

 

Farverne har en meget speciel betydning i "Bedemanden", da de viser at han er trist og uglad indtil slutning af bogen.

 

Budskabet er, at hvis man ikke har nogen drømme eller noget kan livet hurtigt gå hen og blive trist.